Tilskuerne på Granly Speedway Arena kan se frem til en ny spændende kører i skikkelse af talentfulde Jake Allen.

På årets sidste dag kan Esbjerg Vikings afsløre endnu et af de navne, der indtager Granly Speedway Arena i 2021, og det bliver en seværdig australier. Jake Allen er til den kommende sæson kategoriseret som B-kører, og holdleder Tom Paarup Madsen har haft ham i kikkerten et stykke tid.

– Han er et stort talent, som jeg blandt andet har fået anbefalet af den australske landstræner, Mark Lemon, og jeg har selv holdt øje med ham, siden han var med i VM U21-semifinalen i Holsted for nogle år siden. Der boede han hjemme hos mig, og det var tydeligt, at der var noget ekstra i ham der. Nu vurderer vi, at han er klar til at tage skridtet videre her i Danmark, forklarer Tom Paarup Madsen, som også ser frem til australierens underholdende kørestil.

– Jake Allen er virkelig en spændende kører, der er fed at se på, fordi han giver sig altid fuldt ud. Han ligner en mand, der er på vej mod et gennembrud, og det vil vi gerne hjælpe ham med. Han er en god fyr, og det er klart, at vi også har de kommende år for øje, så vi glæder os til et forhåbentligt længerevarende samarbejde.