Esbjerg Vikings sendte Grindsted hjem med et nederlag på 48-39, og dermed indtager vikingerne andenpladsen i Metal Speedway Liga. Det skete i en yderst underholdende affære på Granly Speedway Arena.

Det er med at komme til tiden på Granly Speedway Arena, for Esbjerg Vikings kom blæsende ud fra start af opgøret mod Grindsted, og efter fem heats var stillingen 23-7 til hjemmeholdet. Den føring kom blandt andet efter en heatsejr fra unge Jonas Knudsen, som med kort varsel erstattede en skadet Matias Nielsen.Det skulle dog vise sig, at gæsterne ikke var slået alligevel, og som i sæsonens øvrige hjemmematcher, fik publikum fuld valuta for pengene på en bane, som igen var aldeles fremragende.

Grindsted satte specielt sin lid til to mand, Jaimon Lidsey og unge Marcus Birkemose, der begge kom med masser af fart, og derfor lignede det på et tidspunkt, at hjemmesejren kunne udfordres, da stillingen efter 11 heat pludselig var 36-33. Her trådte vikingerne dog igen i karakter, så der til sidst ikke var tvivl om tingene, og dermed fik Esbjerg Vikings både sejren og et bonuspoint, så holdet nu er på andenpladsen inden de to sidste runder af grundserien.

Esbjerg Vikings – Grindsted Speedway Klub 48-39

Point for Esbjerg Vikings:

Niels-Kristian Iversen    16
Bjarne Pedersen              11+4
Jonas Jeppesen               10+3
Luke Becker                       8+2
Jonas Knudsen                  3
Jannik Sørensen               0

Holdleder: Tom Paarup Madsen
Ass. holdleder: Johannes Kikkenborg

Tilskuere: 1.311

Dagens Fighter: Marcus Birkemose