Både Matias Nielsen og Emil Breum satte deres præg på U21 DM, hvor de sluttede som henholdsvis nummer to og fem.

På forhånd havde Matias Nielsen sat næsen op efter en podieplads, og den målsætning levede han til fulde op til, da han snuppede sølvmedaljerne og endda kørte først over stregen i finalen. Det var ikke helt nok til at snuppe guldet baseret på pointscoren i de indledende heat, og selvom Matias Nielsen kunne drage hjem med metal, så var der stadig ambitioner om mere.

– Jeg var der, hvor jeg gerne ville være, og det var fedt at vinde en medalje igen, men jeg synes ikke, at jeg var så langt fra at tage det sidste skridt. Der var lige et par heat undervejs, hvor jeg bøvlede lidt, og hvor jeg smed nogle ærgerlige point, så selvom jeg er glad, så ærgrer jeg mig også over, at det ikke lige blev til det sidste også, konstaterede Matias Nielsen efter dagens sejr i 1. Division, hvor han efter omkørsel sikrede Esbjerg Motorsport en sejr og en plads i finalen. Med på holdet var også Emil Breum, der endnu engang viste sig som et talent på vej frem, da han sluttede lige udenfor de fire, der endte i finalen til U21 DM. I sit sidste heat kostede en motorskade en komfortabel føring og en plads i finalen for den unge viking, der dog hurtig holdt hovedet højt igen og leverede en solid indsats i 1. Division dagen efter.