Den 20. april starter sæsonen i SpeedwayLigaen for Esbjerg Vikings, der tager imod Nordjysk Elite Speedway med Leon Madsen i truppen. Det er bare det første af en lang række spændende opgør, hvor de vestjyske speedwayfans kan se frem til stjerner som Tai Woffinden, Niels-Kristian Iversen, Nicki Pedersen og mange andre på Granly Speedway Arena.

SpeedwayLigaen er tilbage med fuldt program i 2022, og det ligner på forhånd en tæt og intens sæson, hvor en lang række hold kommer med store ambitioner. Det gælder også Esbjerg Vikings, der er anført af kaptajn Niels-Kristian Iversen og vicekaptajn Jonas Jeppesen samt udenlandsk stjernestøv som Tai Woffinden.

De kan se frem til modstand fra store navne som Nicki Pedersen, Mikkel Michelsen, Anders Thomsen, Matej Zagar og Leon Madsen blandt mange andre, og der er med andre ord god grund til at finde vej til Granly Speedway Arena i denne sæson, hvor der bliver budt på ræs i verdensklasse.

Billetsalget til SpeedwayLigaen er startet, og det gælder også salget af sæsonkort, hvor du kan sikre dig syv hjemmematcher samt en eventuel semifinale eller finale til 625 kroner plus gebyr. Salget foregår fra Billetlugen.dk, og du kan købe sæsonkort på dette link:

Billetter til SpeedwayLigaen i ESBJERG, den 20.04.2022 17:00 | Billetlugen.dk

Sæsonkort til sæsonerne 2020 og 2021 vil også være gyldige i år, da det i længere perioder ikke var muligt at benytte dem på grund af tilskuerrestriktioner.