Han skulle lige have banket lidt rust af, men med en stærk finish sikrede Jonas Jeppesen sig en plads i DM-finalen, da der blev kørt semifinale på Granly Speedway Arena.

Efter de tre første heat af DM-semifinalen på Granly Speedway Arena stod Jonas Jeppesen noteret for fem point, men to heatsejre derefter sikrede ham en plads i DM-finalen til stor glæde for B-køreren fra Esbjerg Vikings.

– Jeg skulle lige have banket lidt rust af, og det var ikke bare lige piece of cake, for der var mange gode kørere med, men det var rart at være tilbage på hjemmebane igen. Det har været en underlig sæson, og det er underligt at køre sit første løb i midten af august, men jeg har det rigtigt godt med, at jeg har sikret mig en plads i finalen. Det tog lige et par heat for at komme igang, og jeg skulle lige vænne mig til det hele igen, lyder det fra Jonas Jeppesen, der sluttede på 11 point, mens klubkammeraterne Emil Breum og Emil Grøndal begge lavede fem point.