Grundstammen er på plads hos Esbjerg Motorsport i 1. Division, hvor Emil Engstrøm igen er udset til at være fast mand sammen med de kørere, som også skal udfordre i forhold til ligaholdet.

Hvis der er en mand, som holdleder Mads Kølbæk har kunnet regne med i 1. Division, så er det Emil Engstrøm, og han er da også på plads til den kommende sæson. Derfor forsætter det gode samarbejde, hvor han efter planen igen vil være fast mand på holdkortet.

– Jeg er rigtigt glad for, at Emil Engstrøm har valgt og blive i Esbjerg i 2020. Han var en af de bærende kræfter i 2019, og en kører man altid kunne forvente en masse point fra. Samtidig med det har Emil været en rigtig god holdspiller, der har været god til at bakke de andre på holdet op. Jeg forventer endnu en god sæson af Emil og glæder mig til at arbejde sammen med ham i den nye sæson, lyder det fra holdleder Mads Kølbæk, som får en kører, der har ambitioner om at tage et skridt op i på medaljeskamlen, når den næstbedste række skal afgøres .

– Jeg har haft et super år på 1. Divisions-holdet, hvor vi kørte helt med i toppen , men måtte nøjes med sølv. Jeg fik personligt selv lavet en masse point, som jeg er super glad for. Jeg ser Esbjerg som en af de førende klubber i dansk speedway samt et godt anlæg. Esbjerg er en af de klubber der har en masse frivillige, som gør et kæmpe arbejde, så vi kan køre noget race på en perfekt bane. Så da tilbuddet kom om et år mere, var det selvfølgelig et stort ja herfra. Mine ambitioner for 2020 er klart og være med til og køre guld hjem til Esbjerg 1. Division, siger Emil Engstrøm, der også kommer til at køre en del åbne løb i både Danmark og udlandet, ligesom han har en ligaaftale med Holsted Tigers, da han primært er udset til 1. Divisionsholdet hos Esbjerg Motorsport.