Det ligner en jævnbyrdig match mellem stærke hold i 1. Division, men holdleder Mads Kølbæk går efter sejren med de samme kørere, der vandt årets første opgave.

Holdleder Mads Kølbæk råder over en talentfuld trup i 1. Division tilsat rutinerede Bjarne Pedersen, og han har da også givet genvalg til de fire kørere, der startede med en sejr i Holsted. Dermed er forhåbninger også intakte, inden det går løs i Slangerup, hvor modstanderne udover hjemmeholdet er Outrup og Fjelsted.

– Med vores trup skal vi gå efter sejren, og vi skal også bygge mere på hele tiden. Det er ambitionen med det her hold, men jeg må også bare konstatere, at det er en stærk række, hvor vores modstandere også stiller stærkt. Der skal kæmpes for tingene, og jeg er sikker på, at der er flere, der kommer med lignede planer, så det må vi se, om ikke vi kan forpurre. Jeg tror på drengene, og nu skal vi ud og levere, lyder det fra en forventningsfuld Mads Kølbæk.

 

Esbjerg Motorsport kører 1. Division på Slangerup Speedway Center lørdag den 1. maj. Tilskuere er ikke tilladt.

Truppen:

1. Matias Nielsen
2. Bjarne Pedersen
3. Emil Breum
4. Esben Hjerrild

Holdleder: Mads Kølbæk