Der venter en afgørende dyst om en plads i finalen for Esbjerg Vikings, der har valgt Grindsted som modstander. Første match køres på Granly Speedway Arena den 28. august.

Efter den sidste runde i grundserien stod det klart, at Esbjerg Vikings indfriede ambitionen om en plads i top 3 i den del af sæsonen, og dermed kunne vikingerne selv vælge, hvem modstanderen skulle være i kvalifikationen til finalen i Metal Speedway league. Her faldt valget på Grindsted, som kommer på besøg på Granly Speedway Arena den 28. august, mens der køres returopgør den 4. september.

– Vi har haft mange overvejelser, for vi syntes faktisk kun, at der er stærke modstandere at vælge imellem, men vi har haft to gode matcher mod Grindsted i grundserien, hvor vi har trukket det længste strå begge gange. Vi tror på, at vi har en god chance rent sportsligt over to opgør, så vi kan sikre os en plads i finalen, og så forventer vi også, at det er et opgør, som på hjemmebane kan trække mange tilskuere. Der er i hvert fald rigelig grund til at komme til speedway, for der er meget at vinde for begge klubber, og jeg tror, at det er vigtigt at komme godt i gang med sådan et dobbeltopgør, så derfor starter vi hjemme, lyder det fra holdleder Tom Paarup Madsen, inden det går løs i en direkte duel med Grindsted.

Esbjerg Vikings – Grindsted Speedway Klub onsdag den 28. august klokken 18.30 på Granly Speedway Arena.