Der venter en spændende udfordring for Esben Hjerrild, når han sammen med holdkammeraten Emil Breum skal op imod nogle af Europas mest talentfulde kørere. Hjerting-drengen kalder det for et af sæsonens  højdepunkter.

Bilen er allerede godt på vej fra Hjerting i retning af Gdansk i det nordlige Polen, og som altid er Esben Hjerrild godt forberedt på den kommende opgave. Derfor er det først og fremmest forventningens glæde, der præger den 19-årige vestjyde, som igen er udtaget til U19-landsholdet, der skal kæmpe med seks andre nationer om ædelt metal i EM-finalen for par.

– Det er noget, jeg har set frem til, og glæder mig bare helt vildt. Jeg vil nyde det, og så skal den bare have gas, lyder det med et stort grin fra Esben Hjerrild, som ikke ryster på hånden ved udsigten til den hårde konkurrence.

– Vi har gode forudsætninger, fordi vi har et godt sammenhold på det danske hold, og der skader det heller ikke, at jeg kender Emil Breum godt fra klubben. Vi skal ned og kæmpe med kørere, der er vant til at være med i de bedste rækker, og som har det som levebrød, men det er kun fedt at få lov at være oppe mod Europas bedste. Polen er nok favoritter, men der er også stærke lande som Letland og Tjekkiet, og det ligner egentlig, at alle hold  kan gå hele vejen. Det tror jeg også på, at vi kan, og vores gode holdånd kan give det sidste i en presset situation, konstaterer Esben Hjerrild, der ikke kan vente med at indtage de polske slagger.

– Det er da et af sæsonens højdepunkter, og det er fedt, at få chancen i et internationalt løb. Her er der ingen, der trækker sig, men vi tror på, at vi kan være godt med.