Både Esben Hjerrild og Emil Breum klarede sig videre fra U19 EM-semifinalen i Holsted, hvor sidstnævnte kom på podiet.

Skandinaviens største talenter stod overfor hinanden, da der blev kørt EM-semifinale for U19 i Holsted, og med i feltet var to mand fra Esbjerg Vikings. Esben Hjerrild snuppede den sjette og sidste plads i EM-finalen, mens Emil Breum med en tredjeplads fik bronze i det Nordiske Mesterskab, som semifinalen også fungerede som. Med på sidelinjen var holdleder for Esbjerg Vikings, Tom Paarup Madsen, og han var godt tilfreds med indsatsen.

–  Det var flot kørt af begge gutterne, hvor Emil Breum med en tredjeplads var sikkert videre, mens Esben Hjerrild viste overskud og skarphed i omkørsel om den sidste plads. Det er fedt at se deres fortsatte udvikling, og vi er som klub glade for, at vi har to store, danske talenter med i det her felt. Nu har vi to af tre danskere i EM-finalen, og så må vi se, hvor langt det rækker i finalen, lød det fra Tom Paarup Madsen.

EM-finalen køres i Riga den 7. august.