Artur Czaja vender tilbage til Esbjerg Vikings, og da den sympatiske polak ikke længere er A-kører, bliver han en del af en stærk gruppe af B-kørere.

Esbjerg Vikings er meget tæt på at have en stærk trup på plads til den kommende sæson i Metal Speedway League, som ligner en intens og jævnbyrdig affære. Truppen bliver nu tilføjet et velkendt ansigt, da den polske kører Artur Czaja skal i direkte duel med navne som Bjarne Pedersen, Luke Becker og Ulrich Østergaard for at få pladsen som B-kører.

– Det er en kører, der nærmest taler for sig selv. Han har kørt i klubben tidligere, hvor han leverede, når vi skulle bruge ham, og det er en gut, som er et yderst behageligt bekendtskab. Han har selv vist stor vilje til at vende tilbage til Granly Speedway Arena, og det tæller også som et stort plus, fordi vi går efter kørere, der vil være en del af vores projekt. Han har i det hele taget en god personlighed, og derfor ser vi frem til at arbejde med ham igen, siger holdleder Tom Paarup Madsen, som dermed har næsten alle brikker på plads.

– I den seneste sæson har Artur Czaja været A-kører, og det giver derfor sig selv, at det er et særdeles stærkt kort som B-kører. Der er lagt op til intens konkurrence i vores trup, men det giver os mange muligheder, og det passer med vores ambitioner. Det bliver garanteret en hård sæson, men med vores nuværende trup giver vi os selv gode forudsætninger, og på nuværende tidspunkt mangler vi egentlig kun en ekstra A-kører. Vi kommer til at give vores unge kørere fra 1. division chancen på D-pladsen sammen med Matias Nielsen, og dermed forsøger vi at skabe balance i en trup, hvor vi også har fokuseret meget på rutinerede kræfter.

Esbjerg Vikings 2019:

A: Niels-Kristian Iversen
B: Bjarne Pedersen
B: Luke Becker
B: Ulrich Østergaard
B: Artur Czaja
C: Kenneth Kruse Hansen
C: Theo Pijper
D: Matias Nielsen