Hele tre vikinger er med ved startsnoren, når der Skærtorsdag køres om EM- og VM-billetter i Fjelsted. Niels-Kristian Iversen tror på chancen i et benhårdt felt, der også tæller Jonas Jeppesen og Matias Nielsen.

Årets første ligamatch i SpeedwayLigaen er kun en uge væk, men inden Esbjerg Vikings tager imod Nordjysk Elite Speedway hjemme på Granly Speedway Arena, så skal en stor del af de danske kørere hos vikingerne slippes løs på dansk grund. Det sker, når der Skærtorsdag køres om videre kvalifikationsmuligheder til både Grand Prix- og EM-serien. Her er Matias Nielsen, Jonas Jeppesen og Niels-Kristian Iversen med i det knivskarpe felt, og sidstnævnte glæder sig til at slippe kræfterne løs.

– Selvtilliden har fået et ordentlig skud efter en god vintertræning og en god start på sæsonen, og nu er det ved at krible i fingrene. De sidste par uger har jeg ikke haft mulighed for at køre ret meget, da dårligt vejr rundt om i Europa har ramt en masse løb, så det bliver fedt at komme i gang for alvor, lyder det med et grin fra Niels-Kristian Iversen, som ved, at der ikke er plads til megen slinger i valsen.

– Der er mange kørere med, som kan snuppe en af billetterne, men jeg tror på det, og jeg er da også en af dem, som gerne skal slå mig videre. Der kan godt komme overraskelser, men jeg forventer da, at jeg er med fremme, selvom flere af de unge også ser skarpe ud, siger Niels-Kristian Iversen inden årets første opgave på dansk jord.

Køb billetter til opgøret Esbjerg Vikings – Nordjysk Elite Speedway onsdag den 20. april på Granly Speedway Arena lige her:

Køb billetter til SpeedwayLigaen 2022 – Esbjerg Vikings | Billetlugen.dk