En formidabel holdindsats gjorde forskellen, da Esbjerg Vikings hev sig selv op ved hårrødderne og sendte Slangerup hjem med et nederlag på 47-37.

Allerede fra første færd blev publikum på Granly Speedway Arena forkælet med drama, og det skulle vise sig at fortsætte hele aftenen. Niels-Kristian Iversen sprang kæden i starten på første heat, og så kunne gæsterne ellers fornøje sig med en føring på 1-5. Den blev udlignet i næste heat, og så fulgte et opgør, der ikke var for sarte sjæle. Faktisk var vikingerne bagud med seks point efter syv heats, men derefter hamrede de sig tilbage i matchen med stor fight, og det endda så overbevisende, at de kunne notere sig en sejr på 10 point hjemme på Granly Speedway Arena.

– Det er den bedste sejr, vi har fået i år, for vi kom virkeligt til at kæmpe for det. Vi har ingen kørere, der brænder helt vildt igennem i aften, men alle trækker deres del af læsset, og de tager de ting, som vi siger, til dem. Det er den holdånd og den fightervilje, som vi har ledt efter, og det er imponerende at se, hvordan gutterne arbejder. Det er fedt, når de lytter til de ting, som de får at vide, og vi viser stor styrke ved at vende tingene sammen. Jeg er helt stolt over det her, og igen viser vi os flot frem på hjemmebane, siger holdleder Tom Paarup Madsen, der allerede næste onsdag kan vise tropperne frem på Granly Speedway Arena igen, når Fjelsted kommer på besøg.

Esbjerg Vikings – Slangerup Speedway 47-37

Point for Esbjerg Vikings:

Niels-Kristian Iversen       13+3
Bjarne Pedersen                  11+1
Jonas Jeppesen                  10+1
Luke Becker                          7
Matias Nielsen                     6+1
Mark Beyer                           –

Tilskuere: 1.221

Dagens Fighter: Jonas Jeppesen