Årets første hjemmematch på Granly Speedway Arene blev en regulær speedwayfest, hvor Esbjerg Vikings klaskede mestrene fra Region Varde med hele 49-35.

De havde tørstet efter at få lov at slå sig løs på den nye bane på Granly Speedway Arena, og da først Esbjerg Vikings blev sluppet fri på hjemmebane, viste de i den grad kvaliteterne. Mod en stærk modstander som mestrene Region Varde var intet givet på forhånd, men det skulle vise sig, at vikingerne var i overdådigt humør til ræs. Niels-Kristian Iversen viste sig endnu engang som Kongen af Korskroen, men hele holdet stemplede ind til en match, hvor forspringet var ganske solidt i specielt den sidste halvdel, selvom Region Varde hele tiden kæmpede for at slå tilbage.

Det lykkedes aldrig, og holdleder Tom Paarup Madsen var naturligvis meget tilfreds efter denne flotte speedwayopvisning, der bød på mange overhalinger og stærkt ræs på en bane, der er designet til at underholde.

– Det er flot med en storsejr over mestrene, og det er vigtigt med en sejr her på vores hjemmebane. Det er dejligt, at den gejst, som holdet hele tiden har vist i ryttergården, giver point på kontoen, og vi får lidt ny energi af de tre udskiftninger, som vi laver til i dag. Der er kamp om pladserne på holdet, og der er ikke noget, som er givet på forhånd, og det ved gutterne. Jonas Jeppesen får en god debut, men for mig er det hele holdet, der leverer, og så er jeg glad for, at Matias Nielsen formår at vende en hård start til en god slutning. Holdet viser, hvad de indeholder, og jeg tror, at rigtigt mange af dem, der var der i dag kommer igen, for det var en fed aften på Granly Speedway Arena, slutter Tom Paarup Madsen, der til den næste hjemmematch tager imod Grindsted den 12. juni.

Esbjerg Vikings – Region Varde 49-35

Point for Esbjerg Vikings:

Niels-Kristian Iversen 17+1
Artur Czaja                      6+1
Bjarne Pedersen             11
Jonas Jeppesen              12+1
Matias Nielsen                 3+1
Jonas Knudsen                0

Tilskuere: 1.442