Esbjerg Vikings tog et stort skridt mod finalen, da Grindsted blev sendt hjem fra Granly Speedway Arena med en snitter på 55-32.

Det kogte på alle måder på Granly Speedway Arena, da Esbjerg Vikings tog imod Grindsted i årets sidste opgave på hjemmebane, for vejrguderne diskede op med fremragende solskin, og hjemmeholdets kørere var i den grad brandvarme. Det startede med en heatsejr på 5-1, og indtil gæsterne halede ind med heatsejr med joker, var det vikingerne, der sad tungt på matchen. Efter seks heats var stillingen 21-18, men derefter så Bjarne Pedersen og drengene sig ikke tilbage på en dag, hvor Grindsted også var ramt af både skader og uheld.

– Vi viser virkeligt, hvad der er i holdet sådan en dag, og vi kan godt være stolte over vores indsats. Det er klart, at Grindsted heller ikke har heldet med sig, men det er meget vores egen fortjeneste, og vi er gode til at holde fokus. Sejren giver os et rigtigt udgangspunkt, og det er klart, at det ikke må glippe med en finaleplads nu, men vi har et stykke arbejde, der skal gøres færdigt i Grindsted i næste uge. For os handler det om at holde momentum, og så giver det også noget  at komme med selvtillid i en finale. Derfor går vi også efter at vinde i næste uge, så vi fastholder den gode form, fastslog holdleder Tom Paarup Madsen, der kan se tilbage på en sæson på hjemmebane med kun et enkelt nederlag og ellers lutter sejre.

Esbjerg Vikings – Grindsted Speedway Klub 55-32

Point for Vikings:

Niels-Kristian Iversen 17+1
Jonas Jeppesen             15+2
Bjarne Pedersen            13+3
Luke Becker                      8+2
Matias Nielsen                  0
Jonas Knudsen                2+1

Holdleder: Tom Paarup Madsen
Ass. holdleder: Johannes Kikkenborg

Dagens fighter: Jonas Jeppesen

Tilskuere: 1.403