Fra det allerførste heat kom Esbjerg Vikings blæsende i årets sæsonåbner mod Nordjysk Elite Speedway, der fik ørerne i maskinen på Granly Speedway Arena. Det endte med en storsejr på 53-31.

Han havde ønsket sig en sejr for at komme godt i gang med et ungt hold, og kørerne havde i den grad lyttet efter holdleder Tom Paarup Madsens ønsker, da Esbjerg Vikings åbnede SpeedwayLigaen hjemme på Granly Speedway Arena. Allerede i første heat skabte vikingerne en føring og herefter så de sig aldrig tilbage på en flot speedwayaften, hvor publikum var vidne til en stærk holdindsats.

– Jeg havde da kriller i maven inden, så jeg er meget tilfreds med en sejr i sæsonens første match, og det var rigtigt dejligt at komme godt fra land, som vi havde talt om inden. Det, som jeg er mest begejstret for, er vores kampgejst, som stråler ud af hele holdet. De var virkeligt opsatte på at vise, hvad de indeholder som hold, og der er et godt samspil mellem gutter. Vi køber alle sammen ind på vores fælles projekt, og vi tror virkelig på, at vi vinder sammen, lød det fra Tom Paarup Madsen, havde roser til alle mand.

– Niels-Kristian Iversen er vores solide kaptajn, og så kan man se, at vi har to stærke B-kørere i dag, som kan være en håndfuld for alle i ligaen. De to unge går uimponeret til værks, og Emil Breum leverer også bare på C-pladsen. Det samme må man sige om Esben Hjerrild, der får en flot hjemmebanedebut, og det er fedt for en gut fra Hjerting, at han for første gang får lov at indtage Granly Speedway Arena. Jeg er meget tilfreds med indsatsen fra dem alle sammen.

Esbjerg Vikings – Nordjysk Elite Speedway 53-31

Point for vikingerne:

Niels-Kristian Iversen      11
Matias Nielsen                   14+1
Jonas Jeppesen                 13
Emil Breum                        9
Esben Hjerrild                   6+4

Holdleder: Tom Paarup Madsen