Efter en hård start kørte Esbjerg Vikings sig ind i Metal League 4-semifinalen, hvor holdet sluttede på en tredjeplads.

På grund af skader måtte Esbjerg Vikings undvære både Niels-Kristian Iversen og Matias Nielsen, men den skæbne var vestjyderne langt fra ene om, da den sidste semifinale i Metal League 4 skulle afgøres efter to aflysninger. Flere kørere var også optaget af løb andetsteds, men de fire mandskaber kom alligevel for at give det et seriøst skud på dagen. Efter en hård start kom vikingerne bedre med undervejs, indtil Slangerup og de sønderjyske værter trak fra i jagten på de to finalebilletter.

– Det ser lidt stramt ud efter de fire første heats, men der var ikke meget at hente fra yderbanerne i starten, og vi kommer meget bedre med. Alle hold er tvunget til ændringer, men vi er noget ramt af at undvære de to, og jeg tror på, at det havde gjort en forskel. Vi har dog stadig nogle gutter, der kæmper med alt, hvad de har og hiver sig selv op, og det siger mig også, at vi ikke skal afskrive dem helt. Nu bruger vi tiden konstruktivt frem mod næste ligamatch, og så fik vi trods alt sat lidt på kontoen ved at slutte foran Grindsted, konstaterer Tom Paarup Madsen efter semifinalen, hvor Sønderjylland Elite Speedway fik 42 point, Slangerup 40, Esbjerg Vikings 29 og Grindsted 21.

Point for Esbjerg Vikings:

Bjarne Pedersen   8
Sam Masters         4
Kevin Wölbert      9
Kasper Pedersen  3
Emil Breum           5