Der er masser af talent hos Esbjerg Vikings, hvor flere unge kørere er i landsholdstrupperne, men rutinen kunne ligne en trumf til næste års Speedway of Nations på Granly Speedway Arena.

Da landstræner Hans Nielsen i dag satte navn landsholdstrupperne, var der flere navne med, som normalt slår deres folder på Granly Speedway Arena. Matias Nielsen er med i U23-truppen, mens både Emil Breum og Esben Hjerrild er med i U21-truppen.

– De har alle sammen fortjent pladsen, fordi de kommer med talent, vilje og ikke mindst ihærdighed. Vi arbejder målrettet med dem, og de har alle vist deres værd i 1. Division, som vi bruger til at udvikle vores egne kørere. Det har stor prioritet, og vi er glade for, at vi kan have mange talentfulde danskere i vores ligatrup, siger holdleder Tom Paarup Madsen, der også tror på, at de to kørere på U21-landsholdet vil have en fordel, når det gælder om at lave et godt resultat næste sommer hjemme på Granly Speedway Arena.

– Emil Breum og Esben Hjerrild har på hver deres måde gang i en vild udvikling, og det bliver ekstremt spændende at følge dem. Jeg tror på, at de tager endnu et skridt op, og det kunne være et rigtigt godt bud på et par kørere, der kunne levere en pragtpræstation for U21-landshold, når der skal køres U21 VM-finale for par næste år til Speedway of Nations her i Esbjerg. De har selvfølgelig et ekstraordinært kendskab til banen, og vi kan se, hvor stærke de er på hjemmebane, når de møder jævnaldrende talenter, siger Tom Paarup Madsen, som også tror på, at Niels-Kristian Iversen kan gøre sig gældende, når A-landsholdet også skal forsøge at vinde VM-titlen for par på Granly Speedway Arena.

– Jeg noterer mig, at landstræneren holder Niels-Kristian Iversen i baghånden til Speedway of Nations, og det er måske ikke så tosset med en mand, der har tilnavnet Kongen af Korskroen. Vi har så mange gange set, hvor skræmmende stærk, at han kan være her i Esbjerg, så ham ville jeg bestemt heller ikke udelukke. Jonas Jeppesen kunne såmænd også være en kandidat, for vi så blandt andet til den individuelle DM-semifinale, at han også kører rigtigt, rigtigt stærkt her.

I forbindelse med udtagelse af landsholdet siger landstræner Hans Nielsen blandt andet.

– Niels-Kristian Iversen har vi taget af landsholdet her i 2022 for at give ham en pause og så kan han fokusere på at køre i de nationale ligaer. Vi har vendt det med Iversen, som er forstående, samtidig med, at der kan være en mulighed for, at han kan køre for Danmark, når Speedway of Nations kommer til Esbjerg i 2022.