Det ligner på forhånd en tæt affære mod Fjelsted, men holdleder Tom Paarup Madsen tror på, at Esbjerg Vikings kan fastholde formen på Granly Speedway Arena, så holdet kan komme godt på sommerpause.

Metal Speedway League er inde i det sidste sving, inden der er sommerpause, og der venter heldigvis endnu en spændende match på Granly Speedway Arena, inden speedwayfolket må vente lidt på næste match. Her kommer Fjelsted på besøg, og da fynboerne vandt det omvendte opgør med fire point, så er der forhåbninger om, at Esbjerg Vikings kan snuppe både en sejr og et bonuspoint, hvis ellers tingene flasker sig.

– Det er sidste match inden ferie, så selvfølgelig skal vi komme med alt, hvad vi har, og jeg tror også på, at kan slutte af med maner. Vi kan lige så godt give tilskuerne et brag, som vi har gjort til de to første matcher på hjemmebane, og selvom det bliver en tough dyst, så går vi efter det. Fjelsted kommer med et stærkt hold, som de har suppleret med Lasse Bjerre, så vi skal være der fra start, fastslår Tom Paarup Madsen, som var imponeret af sit mandskab mod Slangerup.

– Vi var egentlig nede i sækken, men det var virkelig en kraftpræstation, og gutterne skal have ros for at hive sig op på den måde. Vi har fundet sammen i ryttergården på den måde, som vi havde ønsket, og der kan man se, at vi er ved at bygge noget spændende op. Det skal vi arbejde videre, og det må meget gerne ske mod Fjelsted, så vi kan holde sommerpause med god samvittighed. Derfor håber jeg også på stor opbakning, så fansene kan klare sig nogle uger uden speedway, lyder det med et smil fra Tom Paarup Madsen.

Esbjerg Vikings – Fjelsted onsdag den 3. juli klokken 18.30 på Granly Speedway Arena.

Esbjerg Vikings:

Niels-Kristian Iversen
Bjarne Pedersen
Jonas Jeppesen
Luke Becker
Matias Nielsen
Jonas Knudsen

Holdleder: Tom Paarup Madsen
Ass. holdleder: Johannes Kikkenborg

Du kan købe billetter til matchen her:

https://www.ticketmaster.dk/event/metal-speedway-league-esbjerg-vikings-team-fjelsted-billetter/461329