Esbjerg Vikings er tilbage i toppen af dansk speedway efter en andenplads i Metal Speedway League Superfinale, og for holdleder Tom Paarup Madsen er det kulminationen på en stærk sæson, hvor holdindsats har været afgørende.

Det blev på alle måder en hæsblæsende finale i Slangerup, hvor alle fire finaledeltagere bed hårdt fra sig, og hvor tingene først blev afgjort til allersidst. Esbjerg Vikings var med til den bitre ende, og i sæsonens sidste heat triumferede Niels-Kristian Iversen, så vikingerne kunne drage vestpå med flotte sølvmedaljer om halsen. Dermed løftede Esbjerg Vikings sig fra en absolut sidsteplads året før til det næsthøjeste trin på podiet, og holdleder Tom Paarup Madsen var selvfølgelig en glad mand efterfølgende.

– Det er en fantastisk indsats af gutterne, og jeg er så stolt af dem og alle i klubben, der har været med til at få det her til at ske. Der var ingen, der troede på os, men vi har kæmpet som et hold, og jeg kan bare se, hvordan drengene støtter hinanden hele tiden. Når en af dem kom ud fra et heat, var resten af holdet hurtigt omkring dem, og de er formidable til at hjælpe hinanden. Det er derfor, vi har rykket os så meget, og det er en fornøjelse at arbejde i en ryttergård, hvor folk både er tændte og har holdets bedste for øje, lyder det fra Tom Paarup Madsen, der kunne se tilbage på en flot finale.

– Vi leverer alle sammen fornem reklame for sporten, og det er meget stærke hold, som slutter efter os. Det kan vi godt være stolte af, og Slangerup som arrangør kan også være stolte af arrangementet. Det er et drama helt til det sidste, og så viser Niels-Kristian Iversen også bare, at han er den stærkeste kører i ligaen. Han har leveret hver eneste gang, vi har haft brug for at afgøre tingene, men alle på holdet skal have ros. Bjarne Pedersen har været forbilledlig som kaptajn, hvor han udstråler ro og professionalisme, og Jonas Jeppesen er jo en solstrålehistorie i sig selv. Luke Becker har kæmpet bravt hele året, og Matias Nielsen har vist, at der er meget mere i ham, ligesom Jonas Knudsen også har givet prøver på sit talent. De gutter, vi har med her, har fortjent sølvmedaljerne, og jeg tror på, at der er meget mere i dem, så vi satser på, at langt de fleste er her igen, når vi igen skal kæmpe om medaljer næste sæson.

Point for Esbjerg Vikings i finalen:

Niels-Kristian Iversen 13 (Topscorer i finalen)
Jonas Jeppesen              5
Bjarne Pedersen             8
Luke Becker                    1
Matias Nielsen               8
Jonas Knudsen              –

Holdleder: Tom Paarup Madsen
Ass. holdleder: Johannes Kikkenborg