Kasper Andersen kan se frem til comeback for vikingerne, der har ændret på to pladser inden næste match i Grindsted.

Der er lagt i kakkelovnen til et fedt lokalopgør mod en modstander, der har gjort rent bord i de to første matcher, og selvom Esbjerg Vikings ikke kan prale af samme pointhøst, så går holdleder Tom Paarup Madsen stadig ind til opgaven med tro på tingene. Det sker blandt andet på grund af tidligere resultater.

– Vi har før haft heldet med os i Grindsted med det her hold, hvor flere af gutterne her har leveret gode indsatser, men jeg har selvfølgelig også lagt mærke til, at Grindsted har fået en rigtig god start, hvor de har leveret godt som hold. Vi skal hæve os for få point, men det tror jeg også på, at vi kan, og så er det med at være skarpe over hele linjen, fastslår Tom Paarup Madsen, der har to nye kørere med i forhold til den seneste match.

– Kevin Wölbert er tilbage på holdet, og han kan drage fordel af, at han er en god starter, og så er det tid til at bringe Kasper Andersen i spil, så han gør comeback for Esbjerg Vikings. Han har haft hjemmebane i Grindsted, så han kender banen, og vi tror på, at han vil ud og bevise sig selv. Niels-Kristian Iversen har haft en uge mere til at blive helt skarp, og så har Bjarne Pedersen og Matias Nielsen generelt haft en helt fornuftig sæsonstart, så lad os se, om ikke vi kan få et godt resultat med hjem.

Grindsted Speedway Klub – Esbjerg Vikings køres den 5. maj klokken 18.00 på Grindsted Speedway Center. Tilskuere er ikke tilladt med de nuværende restriktioner. GSK livestreamer matchen.

Truppen:

1. Niels-Kristian Iversen
2. Kevin Wölbert
3. Bjarne Pedersen (Kaptajn)
4. Kasper Andersen
5. Matias Nielsen

Holdleder: Tom Paarup Madsen