Når Bjarne Pedersen stopper efter sæsonen 2020, bliver det samtidigt et farvel til en stor kører. Holdleder Tom Paarup Madsen har stor respekt for kaptajnen, som han har kendt i mange år.

En af vikingernes mest markante skikkelser har valgt, at 2020 bliver den sidste sæson som aktiv speedwaykører, og holdleder Tom Paarup Madsen kommer til at savne Bjarne Pedersen i dansk speedway, når den tid kommer.

– Vi har kendt hinanden siden konfirmationsalderen, hvor vi startede med at køre mod hinanden, og det er en af de helt store, som takker af. Det siger ikke så lidt, at han stadig formår at være med på det her niveau, og han har været en stor gevinst for Esbjerg Vikings. Han er kommet med stor rutine og en professionalisme, som vi alle har kunnet lære af, og jeg har brugt ham meget i min første sæson som holdleder. I ryttergården er han altid klar til at hjælpe holdkammeraterne, og vi var meget bevidste om, at vi gerne ville have en type som ham, fordi det giver så meget til et hold. Det har vi fået til fulde fra Bjarne Pedersen, og selvom han kun har været her i en sæson, så har han sat et meget stort aftryk, forklarer Tom Paarup Madsen, der er sikker på, at Bjarne Pedersen også i den kommende sæson vil være en gevinst for holdet.

– Bjarne Pedersen vil slutte med fuld gas, og vi har set, at han er blevet bedre og bedre, jo mere han har kørt på Granly Speedway Arena. Vi er alle stolte over sølvmedaljerne i år, og dem vil vi ud og følge op på i en liga, der ser mindst lige så jævnbyrdig ud som sidste sæson. Derfor er målet selvfølgelig, at vi sammen med Bjarne Pedersen går ud til den kommende sæson og giver alt, hvad vi har i os. Bjarne kommer ikke til at slække på noget som helst, så jeg satser på, at vi er med til at give ham en fantastisk sidste sæson som speedwaykører.