Selv på en aften, hvor Esbjergs Vikinger måtte se sig slået knebent af SES fra Sønderjylland, var der ingen tvivl om, hvem der bar holdets farver med størst styrke. Emil Sayfutdinov leverede endnu engang en præstation i absolut topklasse og vandt det ene heat efter det andet med en lethed, der fik publikum til at måbe.
Men det, der gør Emil til noget helt særligt, er ikke kun pointene. Det er måden, han er på.
Efter matchen undskyldte han overfor publikum for nederlaget – selvom han om nogen var den sidste, der havde noget at undskylde for. Med den pointbunke, han leverede, var han tværtimod årsagen til, at Esbjerg var med helt til målstregen. Det siger alt om hans karakter: ydmyg, sympatisk og dybt professionel.
I ryttergården i pausen var han som altid omgivet af fans, unge kørere og nysgerrige børn, der alle fik et smil, et par ord eller et billede med på vejen. Han deler gavmildt ud af sin enorme erfaring og er en holdkammerat, der løfter alle omkring sig.
Stadionspeaker Jens Nim Jensen, der har fulgt sporten tæt i fire årtier, sætter ord på det, mange tænker:
“Emil er noget helt særligt. En lille, ydmyg fyr med et kæmpe hjerte og en kørestil, der kan få enhver tribune til at rejse sig. Hvis ikke reglerne om kørernes pointsnit var så tåbelige, burde han køre alle vores matcher. Det er en fornøjelse at have sådan en type i stalden.”
Selvom resultatet ikke gik Esbjergs vej, gik publikum hjem med følelsen af at have været vidne til noget stort. Sayfutdinov viste igen, hvorfor han er en af sportens mest respekterede profiler – og hvorfor håbet om, at han også næste år trækker i Vikinge vesten, lever stærkere end nogensinde.
