Nyheder

Sæsonen lakker mod enden!

Ovenstående er både rigtig og forkert. 

Rigtigt – fordi vi onsdag kører sæsonens sidste hjemmebane match når de forsvarende mestre fra Slangerup kommer på besøg. Forkert – fordi vi forhåbentligt på onsdag sikrer os videre deltagelse i årets semifinale – og med i kampen om de 4 pladser i årets DM finale. 

En af vores målsætninger for året var at bringe enten årets finale eller semifinale til Granly Speedway arena og derved kunne give vores sponsorer og publikum endnu et godt og spændende løb i Esbjerg. En sidegevinst til det sportslige – ville også betyde en yderlig økonomisk gevinst til stabilisering af det sportslige set up i Esbjerg Vikings, men i særdeleshed som en hjælp til vores planlagte modernisering af anlægget og dermed publikumsoplevelsen. Med vores øjeblikkelige placering som nummer 5 i ligaen, har vi forspildt disse muligheder for 2026 men vi slækker ikke på gashåndtaget – men agter at melde os ind i kampen om deltagelse i årets DM-finale. Titlen er ikke placeret endnu og i finalen starter alle hold på samme vilkår – vi kæmper til det ternede flag har blafret!

Er 2026 så et katastrofeår for Esbjerg Vikings? 

Nej absolut ikke. Sportsligt er vi stadig med og kan selv afgøre hvor skabet skal stå. Forretningsmæssigt møder vi øget opbakning fra sponsorer og de seneste to matcher har der været tæt på 1600 tilskuer på voldene. Vores store og trofaste skare af frivillige yder et stort arbejde på at skabe de bedste rammer for vores sponsorer, publikum og kørere på banen. Til hver hjemmematch har vi små 100 personer i gang hvilket er enestående – og gør os alle stolte. Taknemmeligheden kan ikke udtrykkes nok. Som det har fremgået i pressen, så har vi gode intentioner og planer om at skabe et væsentligt bedre anlæg. Vi har været gennem turbulente tider og stram økonomi – men med hårdt arbejde fra alle i og omkring Esbjerg Motorsport så har vi igangsat et 3 års projekt, der skal forbedre såvel baneanlægget, publikumsfaciliteterne og derigennem publikumsoplevelsen – samt forbedre og udvide vores forhold for sponsorerne. Til årets individuelle DM-finale så i første step at planen da vi indviede vores nye storskærm og nye højtaleranlæg. Sjældent er vi blevet mødt med så meget positiv kritik fra alle sider. Skærm og lyd er nu bragt i særklasse og kan måle sig med de krav vi møder ved udvikling af gode og større løb. Nye og udvidede planer på den front er under udvikling til 2027 sæsonen!

Samtidigt med dette – så har vores moderklub Esbjerg Motorsport overtaget ungdomsskolens bygning liggende ved juniorbanen. Som I måske har bemærket, så er håndværkerne godt i gang med en markant ombygning af bygningen og derved at skabe perfekte klublokaler for vores amatør/ungdoms afdeling – men også tiltænkt en base for samarbejde med andre tiltag i og omkring vores anlæg. Inden længe påbegynder vores amatørafdeling ligeledes et planlagt og tiltrængt udskiftning af banderne omkring juniorbanen, så vi kan give de yngste de bedste faciliteter til at dyrke og udvikle deres færdigheder indenfor speedwaysporten. 

Inden for de næste par uger begynder planlægningen af næste etape i vores stadion projekt! Henover efterår og vinter vil der blive arbejdet på vores servicebygninger fordelt rundt på banen til brug for vores publikum. Moderne salgslokaler giver vores frivillige bedre arbejdsbetingelser og forbedret serviceringsmuligheder for publikum – handicaptoiletter – særskilte toiletter til et voksende kvindepublikum samt forbedret vilkår for de mandlige gæster. Disse tre bygninger står efter planen klar til næste sæsons opstart. Vi får i den forbindelse brug for ekstra hænder så vi modtager gerne henvendelser hvis du/I kan finde et par timer begyndende her i uge 42.

Som det har fremgået i pressen, så har vi fået stor opbakning fra vores sponsorer og positiv tilsagn om støtte fra Johan Hoffman fonden. Tusind tak for den gode opbakning til alle. 

Vi vil i 2027 løfte sløret for næste planlagte opgraderinger – og kan love jer at det bliver MEGA godt. 

På vegne af Esbjerg Viking vil jeg gerne takke alle der er med til at gøre en forskel inden for speedway sporten i Esbjerg!

Tak til vores voksende og trofaste sponsorskare, til vores leverandører og samarbejdspartnere, til vores trofaste publikummer og ikke mindste den store flok af frivillige hjælpere. Tak til bestyrelseskollegaerne i Esbjerg Motorsport og EMS Elite.      

Med håb om succesfuld afslutning på sæsonen og positive ønsker for 2027.

Med sportslig hilsen

Behrend Behrendsen

Formand EMS Elite aps.