Selskabet bag Esbjerg Vikings, EMS Elite ApS, realiserede i det seneste regnskabsår et ganske tilfredsstillende resultat med et overskud på 161.000 kroner. Dermed fortsætter den fornuftige økonomiske kurs.

De to seneste sæsoner har ikke budt på de nemmeste arbejdsbetingelser for professionel idræt med flere restriktioner på grund af Corona, men ikke desto mindre har EMS Elite ApS, der er selskabet bag Esbjerg Vikings, fortsat den økonomiske fremgang. Årsregnskabet for sæsonen 2021 viser således et overskud på 161.000 kroner, hvilket betegnes som tilfredsstillende.

– Vi er meget tilfredse med, at vi kan følge op på det seneste regnskab med endnu et fornuftigt overskud, og det viser, at vi følger den økonomiske plan, der er lagt. Det sker selvfølgelig i høj grad på grund af den store opbakning, som vi oplever fra vores mange trofaste samarbejdspartnere, som fortsat viser, at de står bag Esbjerg Vikings, fastslår direktør i EMS Elite ApS, Lars Guldager Dyhr, som ser frem til en sæson, hvor driften forhåbentlig er noget mere normaliseret i forhold til de seneste to sæsoner.

– Nu har vi sat den økonomiske kurs, så vi er på vej mod en noget mere bæredygtig forretning, og det er et nøgleord for os. Vi vil være på sikker grund økonomisk, men også sportsligt, hvor vi i år har forstærket truppen ganske markant. Med A-kørere som Niels-Kristian Iversen og Tai Woffinden styrker vi også vores kommercielle muligheder, og vi kan mærke en ganske pæn tilgang af sponsorer allerede, og der kommer løbende flere til. Desuden vil vi også være bæredygtige i forhold til vores lokalområde, hvor vi håber på, at vi sammen med Esbjerg Motorsport kan være i stand til at løfte flere opgaver med børn og unge, ligesom vi også ser på, hvordan vi kan reducere vores forbrug på flere områder. Vi kører jo i forvejen på metanol, men vi har også generelt et ansvar for at være så grønne som muligt, mens vi fortsat udvikler os som forretning også, fortæller Lars Guldager Dyhr, som selvfølgelig også ser frem til sommerens Speedway of Nations.

– Det er en selvstændig aktivitet, som kører ved siden af vores ligahold, men det trækker selvfølgelig alt sammen i en positiv retning, og vi glæder os over, at vi kan være med til at skabe oplevelser og vækst her i området. Det vil vi fortsat arbejde for, så vi kan vokse på fornuftig vis.