Når snakken falder på dansk speedway, er der ét navn, der altid står tilbage som et ekko gennem generationer: Ole Olsen. 12 gange Danmarksmester. Den mest vindende dansker i denne kategori nogensinde. En mand, der satte standarden for, hvad det vil sige at være hurtig, modig og iskold under pres.
Hans første DM‑titel kom i 1967. Den sidste i 1981. Og i årene 1967 til 1973 vandt han samtlige DM‑finaler. Kun Esbjergs egen Niels Kristian Iversen har siden været i nærheden med sine syv i træk — en bedrift, der stadig får folk til at ryste på hovedet.
Men Ole selv fortæller altid historierne med et smil. Som dengang i 1968, hvor han vandt på Atletikbanen i Esbjerg, hvor man havde lavet en éndagsbane. Eller den legendariske tur til Selskovbanen ved Hillerød, hvor hele feltet håbede på én ting: at Ole ikke nåede frem.
“Alle hadede, når jeg kom hjem fra England…”
Ole siger det uden pral, men med den dér lune, som kun en mand med 12 DM‑titler kan tillade sig:
“Det er jo ikke for at gøre mig til en superhelt… men jeg var jo en tand bedre end de fleste her i landet.”
Der var sågar folk, der mente, at man lige så godt kunne sende DM‑kransen til England og så køre om andenpladsen i Danmark. Det siger noget om niveauet.
Den røde Volvo B18 – og et felt, der dyttede som gale
Hans mekaniker Henry kørte sammen med Ole rundt i en rød Volvo B18 210 — den samme model, som mange i dag kender fra sangen. Et år, da de skulle til Selskov for at køre DM, begyndte Volvoen at koge allerede længe før Storebæltsfærgen.
De hældte vand på. Og mere vand. Og endnu mere vand. Men 40 kilometer før færgen var det slut. Motoren sagde farvel og tak.
Og så skete det, Ole stadig griner af:
“Alle de andre deltagere kørte forbi og dyttede som gale. Ingen stoppede. For nu var der jo en chance for at slå Olsen.”
Men Ole og Henry gav ikke op. De fandt lidt vand, fik liv i Volvoen og nåede ombord på færgen i sidste sekund, mens rampen var på vej op.
På bildækket gik Henry og en kammerat i gang. De havde reservedele nok til at bygge en halv Volvo, for dengang kørte man tusindvis af kilometer rundt i Europa.
Under overfarten blev toppakningen skiftet. De nåede endda en kop kaffe og et rundstykke, før færgen lagde til.
Og så gik turen videre. Denne gang var det Ole og Henry, der dyttede, når de overhalede konkurrenterne på vej mod Hillerød.
Den eftermiddag vandt Ole endnu et Danmarksmesterskab.
Når DM‑finalen den 17. juni ruller ind på Granly Speedway Arena, er det umuligt ikke at tænke på Ole Olsen. På hans 12 titler. På hans dominans. På hans historier. Og på den røde Volvo, der nægtede at give op — præcis som manden selv. Ole er ikke bare en stor del af dansk speedwayhistorie. Han er selve historien.
Af Jens Nim Jensen
