Esbjerg Motorsport har sikret sig finalen i 1. Division på Granly Speedway Arena, men der resterer endnu en runde i grundserien, hvor det handler om at sikre sig det bedst mulige udgangspunkt til medaljestriden.

Det store slag skal stå på Granly Speedway Arena lørdag den 18. september, hvor medaljerne i årets 1. Division skal uddeles, men inden da mangler en udsat match i grundserien. Esbjerg Motorsport er sikker på at slutte øverst i grundserien, men der er stadig point på spil lørdag i Munkebo.

– Vi vil selvfølgelig gerne have det bedst mulige udgangspunkt, men da det er en match, der er blevet flyttet, så har vi nogle kørere, der er forhindrede. Vi har dog stærke Matias Nielsen med igen, og jeg forventer da, at han kommer til at gøre en rigtig god figur, og så er der et par kørere fra vores 2. Division, der får mulighed for at vise sig frem. Vi møder to af de hold, som vi skal møde i finalen, så det kunne godt blive en interessant match, fastslår holdleder Mads Kølbæk, inden det er tid til at gå på medaljejagt på hjemmebane.

Esbjerg Motorsport møder Slangerup, Outrup og Munkebo lørdag den 11. september klokken 11.00 i Munkebo.

Holdet:

Matias Nielsen
Emil Breum
Thomas Sørensen
Henry van der Steen