Et af landets største talenter er også på plads hos Esbjerg Vikings i sæsonen 2023, og dermed fortsætter den langsigtede planlægning hos de forsvarende sølvvindere.

Han har vist evnerne frem på fremragende vis, selvom Esbjerg Vikings har fået en svær sæsonstart, og derfor har Esbjerg Vikings valgt at forlænge samarbejdet med Matias Nielsen, der er en eftertragtet herre hos mange klubber. Det glæder naturligvis holdleder Tom Paarup Madsen, der ser frem til at arbejde videre med stortalentet.

– Der er for mig ingen tvivl om, at Matias Nielsen kan komme rigtigt langt, hvis han fortsætter på den her måde, og vi er glade for, at han også kan se, hvad det er, vi kan sammen. Resultaterne har ikke lige været med os på den korte bane, hvilket vi selvfølgelig arbejder hårdt på at ændre på, men samtidig ryster vi ikke på hånden, og vi tænker fortsat langsigtet for at bygge tingene op. Vi har klare målsætninger for vores unge danske kørere, som løbende vil få bedre og bedre rammer, og det er selvfølgelig også en af grundene til, at vi kan holde på en gut som Matias Nielsen. De kan se, at der sker ting og sager, og at vi arbejder seriøst med tingene over tid. Det vil vi fortsætte med, lyder det fra Tom Paarup Madsen, som dermed kan se frem til at fortsætte samarbejdet med Matias Nielsen i minimum de næste to og et halvt år.

For den 21-årige D-kører giver det optimale rammer til fortsat udvikling, at fremtiden nu er på plads.

– Jeg har det fantastisk på holdet i Esbjerg Vikings, hvor der er dygtige mennesker omkring mig, og vi kan se, at der hele tiden sker en udvikling af klubben. Vi er her på den lange bane, og så vi får helt sikkert vendt tingene, selvom vi da havde ønsket os en bedre sæsonstart. Vi tror på hinanden, og jeg er glad for at være en del af de langsigtede planer, hvor vi både har gode etablerede navne på plads og nogle store talenter på vej. Klubben har præsenteret nogle visioner for fortsat udvikling, som er imponerende, og så kører vi bare på en fed bane på Granly Speedway Arena, lyder det fra Matias Nielsen, der altså fortsat har hjemmebane i det vestjyske frem til udgangen af 2023.