Esbjerg Vikings har både Emil Breum og Matias Nielsen med i feltet, når der i aften køres U21 DM i Outrup. Sidstnævnte har kig på medaljepladserne, selvom konkurrencen er hård.

Der er talent for alle pengene, når feltet til U21 DM sætter hinanden stævne i Outrup i aften, og Esbjerg Vikings er repræsenteret ved Emil Breum og Matias Nielsen, ligesom Esben Hjerrild skulle have været med, men har meldt afbud på grund af skade. Det ligner på forhånd en intens dyst, men Matias Nielsen tror alligevel på, at der er muligheder for et godt resultat.

– Der er i hvert fald 5-6 kørere, der kan vinde det, men jeg håber og tror på, at jeg kan tage en podieplads. Jeg er godt forberedt, og jeg føler mig godt tilpas, så jeg går da efter det, lyder det fra Matias Nielsen, der i sin seneste optræden i Outrup hentede 15 point ud af lige så mange mulige i 1. Division. Det er også med til at skabe optimisme på forhånd.

– Jeg håber selvfølgelig, at det giver mig en fordel i forhold til banen, og jeg vil selvfølgelig prøve at se, om ikke jeg kan vinde, men vi må se, hvem af os, der lige rammer aftenen, slutter Matias Nielsen.