Det ligner et kært gensyn, når Artem Laguta vender tilbage til Esbjerg Vikings. Den russiske Grand Prix-stjerne fuldender en stærk trup, hvor han er udset til at supplere Niels-Kristian Iversen.

Tilskuerne på Granly Speedway Arena kan godt begynde at glæde sig, for i 2019 kan de igen nyde Artem Laguta, som tidligere har vist sig frem for Esbjerg Vikings. Med tilnavnet ”Lynet fra Vladivostok” blev han hurtigt en favorit, og den russiske Grand Prix-stjerne fuldender vikingernes trup til den kommende sæson.

– Vi har haft flere spændende muligheder, men Artem Laguta var et yderst behageligt bekendtskab, da han var her sidst, og det er en stærk trumf at have, når vi ikke kan have Niels-Kristian Iversen med. Med den her aftale råder vi over to Grand Prix-kørere til pladsen som A-kører, og det giver god tryghed på vej ind i en sæson, hvor ligaen ser uhyre stærk ud. Vi tror på, at vi kan være med, hvor det er sjovt, og det glæder mig, at vi kan tiltrække så stærk en kører, mens vi stadig har øje for en sund økonomi, lyder det fra holdleder Tom Paarup Madsen, som dermed har alle kørere på plads, inden det igen går løs.

– Det har været værd at vente lidt på den sidste brik, og jeg synes, at vi har fået puslespillet til at gå godt op. Vi har hentet flere rutinerede kræfter sammen med et par unge stortalenter, og det er en spændende kombination, som vi forventer os meget af. Vi har også kigget en del på kørernes personlighed, for vi prioriterer holdånden meget højt, og der har vi prøvet at sørge for, at vi får alle de elementer ind, som kan bringe os fremad. Der skal både være køligt overblik og ild i øjnene, når vi går på banen, slutter Tom Paarup Madsen, der starter med to opgør på udebane, inden den nyrestaurerede Granly Speedway Arena lægger bane til Slaget om Vestkysten mod Region Varde 15. maj.

Artem Laguta styrtede i weekenden i et løb i Polen, men forventes klar inden starten på den danske sæson.