I sin første sæson for Esbjerg Vikings har Bjarne Pedersen været holdkaptajn, og han var med til at sikre sølvmedaljer. Nu har han valgt, at vikingerne bliver den sidste klub i karrieren, som han stopper efter næste sæson. Det sker med et afskedsløb på Granly Speedway Arena.

En af Danmarks mest erfarne danske speedwaykørere indstiller den aktive karrieren med udgangen af sæsonen 2020, som bliver den sidste, hvor de danske speedwayfans kan opleve Bjarne Pedersen i aktion. Han har været aktiv gennem de sidste 31 år, deltaget i 71 Speedway Grand Prix løb, hvor bedste placering var en sammenlagt 6. plads tilbage i 2005. Bjarne Pedersen har repræsenteret Danmark ved SWC (VM for hold) i hele 27 Speedway World Cup-løb, hvor det blev til otte medaljer, heraf to af guld.

Bjarne Pedersen har været fast inventar i den danske liga og haft fornøjelsen af 17 sæsoner i den britiske liga, 18 sæsoner i den svenske liga og 22 sæsoner i den polske liga (inkl. 2020).

Udover at repræsentere Esbjerg Vikings kører Bjarne Pedersen også for den polske klub Kolejarz Opole, hvor han også er  holdkaptajn. I det omfang tid og kalender tillader det, vil Bjarne Pedersen også være at finde i den tyske liga i den sidste sæson i karrieren, hvor han vil slutte i vanlig stil.

– Tankerne omkring et karrierestop har fyldt de sidste år. Speedway er mit liv og derfor er og har det været en meget vanskelig beslutning. Jeg vil gerne slutte af med maner og god fart i cyklerne, og det tror jeg på et muligt på denne måde, lyder det fra Bjarne Pedersen.

Som afslutning på den flotte karriere køres afskedsløbet “Final Lap” på Esbjerg Vikings hjemmebane, Granly Speedway Arena til september i samarbejde med Esbjerg Motorsport. “Final Lap” gennemføres som en fireholds match, som det kendes fra DM hold finalen. Bjarne Pedersen forventer at kunne præsentere nogle af de bedste udenlandske og danske kørere i afskedsløbet.