Jonas Jeppesen er tilbage på Granly Speedway Arena de næste to sæsoner, hvor Esbjerg Vikings går efter igen at præge ligaen.

Når speedwaysæsonen 2022 bliver skudt i gang, bliver det med et herligt gensyn på Granly Speedway Arena, når Jonas Jeppesen igen er en del af holdet hos Esbjerg Vikings. Den talentfulde U23-landsholdskører har ikke optrådt på de danske ligabaner i den seneste sæson på grund af begrænsninger i forbindelse med udenlandske kontrakter, så han ser frem til for alvor at komme hjem igen.

– Jeg glæder mig helt vildt til at komme hjem til Danmark, Esbjerg og ikke mindst Granly Speedway Arena, hvor vi har en fantastisk bane. Jeg har virkeligt savnet at være en del af holdet, og så kommer jeg da også med store ambitioner. Vi skal præge ligaen som hold, og det skal jeg også som kører, for jeg har lært rigtigt meget af at køre i den bedste polske liga. Jeg synes også, at vi har en trup fyldt med talent, og så flytter klubben sig hele tiden udenfor banen, så nu skal vi have resultaterne med igen. Det tror jeg også på, fordi der hele tiden er blevet arbejdet på at gøre de unge danskere bedre, hvilket vi kan se i 1. Division, hvor Esbjerg Motorsport tog guldet. Nu skal vi sætte det sammen på liganiveau, og der skal jeg selvfølgelig trække læsset sammen med en rutineret kører som Niels-Kristian Iversen og Matias Nielsen, der allerede har en stor rolle, siger Jonas Jeppesen, der bliver et stærkt værktøj for holdleder Tom Paarup Madsen.

– Vi har selvfølgelig brug for at løfte os igen efter en meget mærkelig sæson, men vi tror også på det, og der kommer Jonas Jeppesen altid med en god energi, og så er han også god til at hjælpe de unge kørere, selvom han heller ikke selv har så mange år på bagen. Han skal selvfølgelig levere på et højt niveau, for vi kan se, hvordan han særligt i Polen holder en virkelig høj standard, og det gør han også altid i Esbjerg. Publikum på Granly Speedway Arena ved bare, at de får god underholdning med en kører som ham, der kommer med vindermentalitet og gejst, så det bliver et stort plus at have ham tilbage både i ryttergården og banen. Han bliver på alle måder en vigtig brik for os i fremtiden, konstaterer Tom Paarup Madsen, der også havde Jonas Jeppesen på holdet, da Esbjerg Vikings vandt sølv i 2019.

Jonas Jeppesen er også en del af feltet, når der fredag den 24. september køres afskedsløbet Final Lap for Bjarne Pedersen på Granly Speedway Arena.