Johannes Kikkenborg var både på 2010-holdet som kører, og på 2019-holdet som assisterende holdleder. Her havde han Jonas Jeppesen som et af trumfkortene, og det unge stortalent tror på, at han kunne give chefen baghjul i den fiktive match mellem de to hold, Årtiets Match.

Efter de første par matcher af sæsonen 2019 kom Jonas Jeppesen ind på holdet som C-kører hos Esbjerg Vikings, og han så sig aldrig tilbage derefter i en sæson, hvor han fik et gevaldigt gennembrud. Derfor var han selvfølgelig også blandt de kørere, der endte med at stå med en sølvmedalje om halsen, og her stod også assisterende holdleder Johannes Kikkenborg, som selv var kategoriseret som C-kører i 2010. Hvis de to endte i en direkte duel, så mener Jonas Jeppesen, at ungdommen ville trække det længste strå.

– Han ville ikke få et ben til jorden. Den ville jeg helt bestemt vinde, kommer det lynhurtigt fra Jonas Jeppesen, der lyder som en mand, der synes, at det ville være en sjov opgave at krydse klinger med en af klubbens gamle helte.

– Det ville med garanti være en god dyst, men jeg er sikker på, at jeg nok skulle tage ham den lange. Hvis han står et trin under mig på podiet, så passer vi nok også i højden, siger Jonas Jeppesen med et grin, der viser, at han er klar til duellen.

 

Årtiets match – 32. oktober 2020.

Hvis du vil støtte Esbjerg Vikings kan du købe billetter for 50 kroner pr. stk, og du betaler på Mobile Pay på 36067, hvor du i kommentarfeltet skriver din mailadresse. Herefter får du tilsendt en billet til den fiktive match, som et synligt bevis på din opbakning. Du bestemmer selv, hvor mange billetter du vil købe, og på den måde kan du selv bestemme, hvor meget du vil støtte med.

Esbjerg Vikings 2010:                                               Esbjerg Vikings 2019:

Greg Hancock                                                             Niels-Kristian Iversen
Brian Lyngsøe ( C)                                                     Bjarne Pedersen  ( C)
Zbigniew Suchecki                                                     Luke Becker
Johannes Kikkenborg                                               Jonas Jeppesen
Peter Juul                                                                    Matias Nielsen

Holdleder: Kim Lagoni                                            Holdleder: Tom Paarup Madsen