Grand Prix-afdelingerne kommer som perler på en snor tiden, og dermed har Niels-Kristian Iversen mulighed for at tage revanche efter en skidt weekend i Gorzow.

Verdens stærkeste kørere indtager i denne weekend Prag, og mindst en af dem kommer med et brændende ønske om at revanchere sig fra den seneste omgang i Gorzow. Niels-Kristian Iversen fandt aldrig takten på den polske hjemmebane, og derfor glæder sig over en ny mulighed for at komme videre i teksten.

– Jeg forventede meget mere af mig selv i Gorzow, men det må jeg sætte en streg henover, så er det bare at komme med frisk mod. Vi starter fra nul igen, og selvom vi selvfølgelig skal lære fra hver gang vi kører, så har jeg alt at vinde nu. Der er nok en del, der har afskrevet mig lidt nu, for det var en skidt omgang sidst, men jeg må bare selv hive mig op. Sidst havde jeg ikke mange svar, men nu fokuserer vi på at finde det, der virker i Prag, og det er en ny chance, siger Niels-Kristian Iversen, der inden de to afdelinger i Prag er nummer 11 i den samlede stilling.