Niels-Kristian Iversen kan vinde sit ottende individuelle DM i træk, og vikingernes A-kører kan dermed sætte en imponerende rekord i aften i Holsted.

Publikum på Granly Speedway Arena er vant til at se Niels-Kristian Iversen være forrest, men i aften har han alligevel mulighed for at sætte en bemærkelsesværdig rekord. Når landets skrappeste kørere krydser klinger i DM-finalen, kan Kongen af Korskroen vinde for ottende gang i træk, hvilket ingen har gjort tidligere, og den forsvarende mester kommer selvfølgelig med store ambitioner, selvom intet er givet på forhånd.

– Jeg satser da på, at jeg kan skrive mig ind i speedwayhistorien, men der skal altid lidt held med for at vinde, og så skal tingene flaske sig. Det er ikke blevet nemmere med årene, selvom nogle måske tror det, for der er kommet større fokus på mig, og de andre gutter fokuserer også lidt mere på, at det er mig, der holder ved siden af. Der er stadigt et stykke arbejde, som skal gøres, og konkurrencen bliver hård. Der er folk, som gerne vil vinde titlen igen, og mange der gerne vil vinde for første gang, men jeg satser på, at jeg har det, der skal til, så det må de lige vente med, lyder det fra en tændt Niels-Kristian Iversen, som forhåbentlig får stor opbakning fra mange fans af Esbjerg Vikings i aften klokken 18,30 på Moldow Speedway Arena.