Niels-Kristian Iversen løb med titlen som Årets Speedwaykører ved Dansk Motorsport Award 2019, og han satser på en ny god sæson, så han kan komme i spil til titlen igen næste år.

Med sit syvende danske mesterskab på stribe og kvalifikation til Grand Prix-serien var Niels-Kristian Iversen ikke til at komme udenom, da Årets  Speedwaykører 2019 blev kåret. og A-køreren fra Esbjerg Vikings var naturligvis stolt over hæderen.

– Det er da altid fedt at få sådan et skulderklap, og det betyder meget for mig. Den syvende titel var selvfølgelig noget særligt, og så er jeg også glad for at have kæmpet mig tilbage i Grand Prix-serien. Det er dejligt, at det bliver anerkendt efter en sæson, hvor der også er mange andre, der har gjort det godt, siger Niels-Kristian Iversen, der vil videreføre de positive takter.

– Nu ser jeg frem til, at vi for alvor skal i gang igen, og det ligner en spændende sæson i den danske liga. Vi har gang i noget spændende hos Esbjerg Vikings, og det ser jeg frem til fortsat at være en del af, og så er det med at vise flaget, så jeg kan komme i betragtning til prisen igen næste år, lyder det med et smil fra Niels-Kristian Iversen.