Endnu et landsholdsaktuelt stortalent er at finde hos Esbjerg Vikings de næste to sæsoner, da Esben Hjerrild har indgået en ny aftale med de forsvarende sølvvindere.

Da Esben Hjerrild blev hentet ind til Esbjerg Motorsports hold i 1. Division blev han præsenteret som fremtidens mand, og det prædikat lever han i hvert fald op til de næste to sæsoner, hvor Hjerting-drengen også er på holdkortet hos Esbjerg Vikings i Dansk Metal Speedway League.

– Esben Hjerrild har egentlig bare fortsat den flotte udvikling, der har været på vej igennem flere år, og det er en fornøjelse at følge en kører og et team, som viser så stor seriøsitet. Det er han også blevet belønnet for i forhold til landsholdet, hvor han sammen med klubkammeraten Emil Breum var med på U19-landsholdet, ligesom han også har været med individuelt. Det viser noget om den talentmasse, som vi råder over hos Esbjerg Vikings, hvor der bliver massiv kamp om pladserne, men som vi flere gange har påpeget, så tror vi på, at det giver de unge kørere ekstra skarphed, at de befinder sig i så stærkt et elitemiljø, fastslår holdleder Tom Paarup Madsen, der ser frem til at følge Esben Hjerrild på højeste, danske niveau.

– Han har værktøjerne, og han har viljen, så jeg er sikker på, at han vil gribe chancen. Alle vores unge kørere skal have lov at lære og udvikle sig, men det er klart, at vi stadig ser Esben Hjerrild som fremtidens mand. Han har en personlighed, der kan bære ham langt, og jeg ser ham som en del af en gruppe, der både er uhyre talentfuld, men også bare nogle fantastiske unge mennesker, som vi kombinerer med rutinen fra kørere som Niels-Kristian Iversen og Bjarne Pedersen, siger Tom Paarup Madsen.

For Esben Hjerrild er det samtidig muligheden for at få realisere noget, han har drømt om længe.

– Det er virkeligt noget, jeg har set frem til, for jeg har kørt i klubben nogle år, og det er da et eller andet sted en drengedrøm at blive en del af ligaholdet i den klub, som jeg altid har befundet mig omkring. Nu skal jeg vise, hvad jeg kan, men det tror jeg på, at jeg kan, og det skyldes blandt andet de mennesker, som er herude på Granly Speedway Arena. Det betyder virkeligt meget for mig, at jeg er i et godt miljø, hvor direktøren for klubben og holdlederne er folk, som du kan snakke med om alt. De hjælper os med at præstere på banen, men de er der også for os på mange andre måder. Jeg er en af de lokale drenge, og jeg befinder mig godt sammen med alle i klubben, så nu ser jeg bare frem til, at jeg kan gøre mig fortjent til ligadebut, lyder det med et stort smil fra Esben Hjerrild, der i den kommende sæson er D-kører.