Bestyrelsen i EMS Elite ApS er blevet udvidet med et nyt medlem, da Henrik Vallø er indtrådt. Han er samtidig valgt som ny bestyrelsesformand.

I takt med flere aktiviteter i selskabet bag Esbjerg Vikings, EMS Elite ApS, er bestyrelsen i selskabet blevet udvidet med tidligere byrådsmedlem i Esbjerg Kommune, Henrik Vallø, der tillige er blevet valgt som ny bestyrelsesformand. Her afløser han Anitta Kikkenborg, der efter eget ønske fortsætter som menigt bestyrelsesmedlem, så bestyrelsen nu udgøres af Anitta Kikkenborg, Jørgen Holm, Mads Kølbæk og Henrik Vallø. For den nye bestyrelsesformand er der tale om et område, der altid har haft stor interesse.

– Jeg har altid haft motorsport i hjertet, og jeg har fulgt Esbjerg Vikings og Esbjerg Motorsport i årevis. Efter mit selvvalgte stop i byrådet har jeg ønsket at involvere mig i mere bestyrelsesarbejde, og da jeg blev spurgt, var jeg slet ikke i tvivl. Der sker mange spændende ting på Granly Speedway Arena, hvor bestyrelsen og direktionen de seneste år har taget nogle meget store skridt, og der er god opbakning fra både det lokale erhvervsliv og Esbjerg Kommune. Derfor glæder jeg mig til at være en del af den fortsatte udvikling, hvor vi vil styrke både nuværende aktiviteter samt bygge mere på, konstaterer Henrik Vallø.

For direktør i EMS Elite ApS, Lars Guldager Dyhr, er det kun glædeligt med endnu flere ressourcer til de spændende opgaver, som forestår i forbindelse med udviklingen af speedwaysporten i det vestjyske generelt.

– Først og fremmest vil jeg gerne takke Anitta Kikkenborg for hendes store indsats, og jeg er meget glad for, at hun fortsætter arbejdet, da hun er et stort aktiv i bestyrelsen. Dernæst er det positivt, at vi får tilføjet endnu flere kompetencer, og det er et naturligt skridt i vores udvikling, at vi udvider bestyrelsen i takt med væksten. Henrik Vallø har stor erfaring fra både byråd og flere andre bestyrelser, og han skal hjælpe os med at tage de næste skridt. Derudover brænder han for sporten og vores område, ligesom han er et struktureret og behageligt menneske, så jeg kan personligt ikke komme på en mere egnet kandidat. Jeg glæder mig til samarbejdet, så vi fortsat kan give den gas – vi vinder sammen her i området.