Medaljerne skal uddeles i 1. Division, hvor Esbjerg Motorsport er i førertrøjen. Det sker på Granly Speedway Arena, hvor Bjarne Pedersen står i spidsen for et mandskab, der er fyldt med unge talenter på de resterende pladser.

Sæsonen er for alvor ved at gå på hæld, og det er ved at være sidste chance for at se speedway på de danske baner i år. Heldigvis er der godt gang i Granly Speedway Arena den næste uges tid, hvor der både er finale i 1. Division, Fritte Cup og Bjarne Pedersens afskedsløb, Final Lap, den 24. september. Først går det dog løs i landets næstbedste række, hvor Esbjerg Motorsport hele sæsonen har været tophold, og holdleder Mads Kølbæk vil slutte sæsonen med maner.

– Vi stiller stærkt for at vise på hjemmebane, at vi har fortjent vores placering øverst i tabellen. Det bliver garanteret et fedt løb mellem de bedste hold i en stærk række med mange dygtige kørere, så jeg tror, at der er masser af fed ræs, for dem, der kommer ud og kigger på. Vi tror også, at der kommer mange, fordi det er gratis at komme ind, siger Mads Kølbæk, som glæder sig over, at legendariske Bjarne Pedersen med finalen på Granly Speedway Arena får endnu en mulighed for at optræde på hjemmebanen, inden det snarlige karrierestop.

– Det er næstsidste gang for vores ligakaptajn her på banen, og han har været en gave til det her hold også. De unge gutter har fået en masse ud af at køre sammen med ham, og det kan vi også se på deres udvikling og høje niveau. Generelt har vores fokus på talentudvikling været ekstremt vigtigt på det her hold, hvor både Emil Breum og Esben Hjerrild har fået ligadebut i år. Det giver os hele tiden noget at bygge på i fremtiden, og selvom det på nogle områder koster lidt på den korte bane, så tror vi meget på, at det er det rigtige på den lange bane, hvor vi ruster os med stærke, danske talenter, der får en god speedwayuddannelse i Esbjerg.

Esbjerg Motorsport tager i finalen i 1. Division imod Outrup, Slangerup og Brovst lørdag den 18. september. Første heat starter klokken 12.00. Der er gratis indgang.

Holdet:

Bjarne Pedersen
Matias Nielsen
Emil Breum
Esben Hjerrild