Esbjerg Motorsport tog en meget sikker sejr i 1. Division, og sikrede sig dermed finalen hjemme på Granly Speedway Arena.

Der var ikke meget tvivl om udfaldet, da Esbjerg Motorsport på hjemmebane i weekenden sikrede sig finalen i 1. Division. Hertil var hjemmeholdet ganske enkelt for godt kørende, og holdleder Mads Kølbæk var da også yderst tilfreds.

– Det var en meget overbevisende præstation over hele linjen, og det lover selvfølgelig rigtigt godt for finalen, som vi skal køre lørdag den 18. september her på Granly Speedway Arena. Nu har vi stadig en runde i grundserien til at sikre os det bedst mulige udgangspunkt, fordi vi tager point med over i finalen, men vi er selvfølgelig favoritter. Det tror jeg også godt på, at vi kan leve op til, når jeg ser, hvordan drengene leverer i dag. Der er stor ros til hele banden, som nærmest ikke sætter et ben forkert, og nu forventer jeg, at vi holder fast i momentum, lød det fra Mads Kølbæk efter sejren, hvor Esbjerg Motorsport fik 48 point, mens Slangerup fik 29, Holsted 22 og Fjelsted 9.

Point for Esbjerg Motorsport:

Bjarne Pedersen           12
Emil Breum                   11
Esben Hjerrild              14
Andreas Kaag Jensen  11