Esbjerg Vikings leverede onsdag aften en længe ventet og fuldt fortjent sejr på Granly Speedway Arena – ovenikøbet mod ligaens absolutte tophold fra Grindsted. På en kølig forsommeraften fik publikum serveret speedway i topklasse, hvor Esbjerg fra første heat viste, at holdet var kommet for at dominere.
Allerede efter tre heat stod der 14–4 til hjemmeholdet, og på intet tidspunkt lignede Grindsted et mandskab, der kunne vende udviklingen. Esbjergs fem kørere leverede en helstøbt holdindsats, som fik både publikum og ledelse til at smile bredt.
Holdleder Tom P. Madsen var da også en tilfreds mand efter matchen:
“Vore fem kørere leverer varen i aften. Alle kører nogle perfekte heat. Det friske pust var vores kun 16‑årige debutant Jacob Bølcho, der kørte fire godkendte point hjem. Jacob var virkelig det friske pust i aftenens match.”
Også holdets internationale stjerne Jason Doyle satte sit tydelige aftryk. Han ankom allerede dagen før for at forberede sig og finde roen inden start.
“Han var nervøs, men han fandt balancen og var tændt fra start til slut,” fortæller Tom P. Madsen.
Verdensmesteren fra 2017 var et stort smil efter dagens sidste heat.
”Jeg er glad for denne sejr. Vi gjorde alt det der skulle til. Sig bare, at jeg gav lidt igen for nogle løb jeg helst vil glemme”, bekendtgjorde Jason Doyle.
Holdlederassistent Michael Staal var ligeledes i højt humør:
“At vinde oppe i Grindsted er en meget svær opgave. Nu har vi chancen for bonuspoint med vores forspring på 52–32.”
Aftenens fighter blev – helt fortjent – Jacob Bølcho. Løbssponsor BDO Revision begrundede valget med hans store kampgejst og mod i alle heat.
“Jacob kæmpede bravt om sine point. Det skal belønnes,” udtalte Per fra BDO Revision.
Rødgaard Import er sponsor af et topnøglesæt, til dagens viking.
En kølig forsommeraften gik på hæld i Esbjerg, hvor stemningen var varm og sejren velfortjent. Næste gang åbner Esbjerg Vikings portene for publikum til DM Individuel den 17. juni, hvor Granly Speedway Arena igen bliver centrum for dansk speedway på højeste niveau


