Onsdag aften venter sæsonens hidtil vigtigste opgave for Esbjerg Vikings, når holdet kører ud på banen i Grindsted til semifinalen i SpeedwayLigaen. Her skal årets finalepladser fordeles – og Vikingerne er klar til at kæmpe for deres.
Med fire stærke mandskaber fra Grindsted, Holsted, Slangerup og Esbjerg i semifinalepuljen, er der lagt op til en intens og tæt dyst, hvor selv små marginaler kan blive afgørende. Hos Esbjerg er målsætningen tydelig: Holdet vil være blandt de to bedste og dermed sikre sig en plads i årets finale.
-Vi ved, at der venter en stor udfordring. Alle holdene i semifinalen er meget jævnbyrdige, og der bliver ikke givet ved dørene. Skal vi videre til finalen, kræver det, at samtlige kørere rammer deres topniveau, og at marginalerne falder ud til vores fordel, lyder det fra Esbjerg Vikings holdleder Tom Paarup Madsen.
Esbjerg Vikings stiller med følgende fem kørere i kampen om finalepladsen:
• 1. Emil Sayfutdinov
• 2. Matias Nielsen
• 3. Niels Kristian Iversen
• 4. David Bellego
• 5. Jacob Bølcho
Et stærkt og balanceret hold, hvor rutine, international klasse og ungt mod går hånd i hånd.
Esbjerg Vikings lægger ikke skjul på, at opbakningen fra klubbens trofaste fans kan få stor betydning i Grindsted. Der håbes derfor på massivt fremmøde på lægterne, når semifinalen flages i gang.
-Vore fans har været fantastiske hele sæsonen, og vi håber igen at se mange Esbjerg-supportere i Grindsted. De kan give holdet det ekstra løft, som ofte gør forskellen i de helt tætte matcher, slutter Vikingernes holdleder.
Nu er scenen sat. En kølig septemberaften i Grindsted bliver rammen om en semifinale, hvor intensiteten vil være høj fra første sving, og hvor Esbjerg Vikings vil kæmpe til sidste heat for at sikre sig en plads i årets SpeedwayLiga-finale, der afvikles i Vojens onsdag den 23. september. Her venter Vojens og Fjeldsted, der begge har sikret sig kvalifikation til DMfinalen.
