I denne sæson er Esbjerg Vikings forhindret i at forsvare sølvmedaljerne på banen, men oplever alligevel stor opbakning fra sponsorkredsen. En kampagne med støttebeviser er lanceret, og det første blev købt af Granly Gruppen.

Der bliver ikke kørt ligaspeedway på Granly Speedway Arena i år, og derfor kan Esbjerg Vikings ikke forsvare sølvmedaljerne på banen, men der bliver stadigt arbejdet ihærdigt for at stå stærkt, når det igen er tid til at køre løb. Et af tiltagene er en ny kampagne med støttebeviser, og her har arenasponsor Granly Gruppen også meldt sin opbakning.

– Vi står bag Esbjerg Vikings, som har fundet vej tilbage til toppen af dansk speedway, og vi kan se, at der bliver arbejdet seriøst med tingene, så derfor vil vi også gerne bakke om det her tiltag. Vi tror på, at fremdriften fortsætter, og derfor vil vi gerne sikre et godt fundament, så der også i de kommende år kommer medaljer til Esbjerg Vikings, og det må meget gerne være af guld. Derfor håber vi også, at en række andre sponsorer vil bakke op, og vi kan allerede se, at der er god støtte, konstaterer bestyrelsesmedlem i Granly Gruppen, Kjeld Vogt, der har sikret sig støttebevis nummer et. Den øvrige del af ledelsesfirkløveret hos Granly Gruppen i skikkelse af Finn Just Jensen, Brian Vogt og Kim A. Junk har også meldt sig på banen og sikret sig et støttebevis, der samtidig giver plads på en kommende støttetavle i Centex Loungen på Granly Speedway Arena, og for Esbjerg Vikings og direktør Lars Guldager Dyhr har det stor betydning.

– Det er et rigtigt godt billede på den loyalitet og den opbakning, som vi mærker, og det gør os rigtigt stolte. Vi har en del sponsorer, som selv har henvendt sig, og det varmer rigtigt meget i en tid, hvor vi har været nødt til at træffe den rationelle beslutning om, at vi ikke kører ligaspeedway i år. Derfor går vi målrettet efter at komme stærkt tilbage, når det igen er muligt at køre foran det nødvendige antal tilskuere, og vi har da også andre tiltag på vej, så vi kan styrke fundamentet under Esbjerg Vikings. Vi vil samle et stærkt hold til den kommende sæson, og det hjælper vores mange gode samarbejdspartnere med, så vi takker for opbakning fra Granly Gruppen, og de andre samarbejdspartnere, som vi glæder os til at besøge med støttebeviser inden længe.

Hvert støttebevis koster 1.500 kroner, og det er muligt at bestille på elite@esbjergmotorsport.com