Nyheder

Esbjerg Motorsport giver Jason Doyle dansk base: “Det er sådan man skaber topresultater”

Esbjerg Motorsport har taget endnu et skridt mod at skabe optimale rammer for klubbens topkørere. Den tidligere verdensmester Jason Doyle får nu en fast base i Esbjerg, hvor han kan opbevare og servicere sit udstyr, når han blandt andet kører i den danske liga.

Holdleder Tom Paarup Madsen glæder sig over, at klubben kan tilbyde australieren professionelle forhold:

“Jason er ekstremt dedikeret. Han overlader intet til tilfældighederne, og derfor betyder det meget, at vi kan give ham et sted, hvor alt hans grej kan stå klar og i orden. Det er sådan man skaber topresultater.”

Den nye base giver Doyle mulighed for at arbejde effektivt mellem løbene, og allerede mandag forventes han at være i Esbjerg for at gøre alt udstyret klar til den kommende hjemmematch mod topholdet Grindsted.

EMS‑direktør Mads Kølbæk ser tiltaget som en vigtig del af klubbens strategi:

“Det viser, at Jason vil sin sport – og at han vil score masser af point for Esbjerg. Vi vil ikke kun gøre Granly Speedway Arena til et af landets bedste. Vi vil også have de gladeste og mest tilfredse kørere i vores stald. Det handler om at skabe rammer, hvor de kan præstere på højeste niveau.”

Esbjerg Motorsport arbejder målrettet på at styrke både de sportslige og de praktiske forhold omkring holdet. Hjælp til værkstedslokaler, opbevaring og logistik er en del af pakken, og klubben ser det som en naturlig investering i fremtiden.

Med Doyle i topform og med professionelle faciliteter i ryggen håber Esbjerg at tage et vigtigt skridt mod toppen af ligaen i de kommende runder

/NIM