Det lokale erhvervsliv bakker solidt op om Esbjerg Vikings, der igen kan offentliggøre en markant forlængelse af et længerevarende samarbejde. De næste tre år vil sponsorer derfor komme til arrangementer i Centex Loungen.

Et godt parløb er noget, der er mange point værd i speedway, og det gode samarbejde mellem Esbjerg Vikings og Centex giver god mening for begge parter, der har valgt foreløbigt at forlænge det i de kommende tre sæsoner. Dermed kommer loungen på Granly Speedway Arena forsat til at bære navnet Centex Loungen, og den markante opbakning skaber naturligvis stor glæde hos Esbjerg Vikings.

– Vi er stolte over, at vi endnu engang kan underskrive en aftale med en god og loyal samarbejdspartner, som endnu engang øger sit i forvejen store engagement. Det er en af vores største aftaler nogensinde, og det viser os, at vi er på rette spor, hvor Centex er en meget værdifuld del af vores udvikling. Direktør Lars Thulin er medlem af vores advisory board, og han har i en årrække ydet stor økonomisk opbakning til breddeklubben også, så Centex er i høj grad involveret i speedwaysporten i Esbjerg. Vi har i forvejen nogle af sportens bedste sponsorfaciliteter, men vi vil i samarbejde med Centex kontinuerligt søge at bygge på, så der venter endnu flere gode oplevelser, og vi kan se, at vores sponsorer i høj grad trækker på det store netværk, der skabes i Centex Loungen, siger direktør for Esbjerg Vikings, Lars Guldager Dyhr.

For Centex er den nye aftale både et udtryk for interessen for sporten, men også de kommercielle muligheder, der opstår i samarbejde med Esbjerg Vikings.

– Vi bliver mødt af en professionel og dedikeret tilgang til opgaverne, og der er et ønske om fortsat udvikling, som flugter godt med den måde, vi driver vores egen virksomhed. Vi skaber gode relationer i Centex Loungen, hvor der kommer flere og flere spændende virksomheder til et stærkt netværk, og så har vi mulighed for at tilbyde vores kunder store oplevelser, når Esbjerg Vikings kører på hjemmebane. Det hele sker i et stærkt samarbejde mellem gode lokaler virksomheder og Esbjerg Kommune, og derfor kan vi på både det personlige og det professionelle plan se et godt perspektiv i at fortsætte det gode samarbejde. Det er den længste og største aftale, vi har lavet med Esbjerg Vikings, men det er også et udtryk for, at vi tror på, at alle parter går en spændende fremtid i møde sammen, fastslår direktør for Centex, Lars Thulin, der markerede kontraktunderskrivelsen sammen med blandt andet Esbjerg Vikings’ hjemvendte A-kører, Niels-Kristian Iversen, der netop er flyttet tilbage til Esbjerg efter en årrække bosiddende i England.