Efter ligadebut i 2021 er Emil Breum klar til at tage det næste skridt sammen med Esbjerg Vikings. Den unge landsholdskører har lavet en ny aftale for de næste to sæsoner.

Han har udviklet sig med store skridt hos Esbjerg Motorsport i 1. Division, hvor han var med til at vinde guld i den netop afsluttede sæson, og det blev også til debut i landets bedste række for Esbjerg Vikings i 2021. Emil Breums udvikling har også givet ham plads på U21-landsholdet, og for holdleder Tom Paarup Madsen var det oplagt at sikre sig stortalentets underskrift.

– Emil Breum fik velfortjent ligadebut, og han er et af de helt store talenter herhjemme, som vi forventer os endnu mere af. Han kommer til at vokse endnu mere her i klubben, hvor vi gerne vil bygge holdet op omkring vores egne talenter, og han er et godt eksempel på det. Vi glæder os til den kommende sæson, hvor der er endnu flere matcher til at bringe de unge talenter i spil, for Corona ramte også den udvikling, men Emil Breum er klart en kører, som vi kommer til at se meget mere til. Det gælder også i forhold til landsholdsopgaver, hvor han forhåbentlig også får muligheden for at høste endnu mere succes på hjemmebane på Granly Speedway Arena, når U21-finalen også skal køres her i forbindelse med Speedway of Nations i 2022, siger Tom Paarup Madsen.

For Emil Breum er de kommende to år en god mulighed for at etablere sig, og stortalentet er klar til at give den gas.

– Det er så fedt at være en del af Esbjerg Vikings, hvor der hele tiden sker noget, og Speedway of Nations er bare et godt eksempel på de planer, der er i klubben. Jeg skal bruge de to år til at blive en fast del af ligaholdet, og så vil jeg gerne underholde vores fans på Granly Speedway Arena. Det er da et mål at være med, når der skal køres store løb herude, og det giver da en klar fordel, at jeg er vant til at køre på så fed en bane. Nu er det op til mig selv at overbevise om, at jeg skal være med forskellige steder, og jeg løfter også mit eget setup med fuldtidsmekaniker og nye aftaler i både ligaerne i Sverige og Polen. Det er alt sammen en del af den plan, som vi har lagt sammen her i Esbjerg Vikings, der er det helt rigtige sted at udvikle sig, lyder det fra en glad Emil Breum, som er klar til flere togter med vikingerne.