Når Bjarne Pedersen kører 1. Division er det både for at holde sig selv skarp, men også for at give noget til Esbjerg Motorsport, hvor han afslutter karrieren.

De unge stortalenter hos Esbjerg Motorsport får en god makker i ryttergården, som har prøvet en del mere end dem selv, når de fremover skal køre 1. Division sammen med tidligere Grand Prix- og landsholdskører Bjarne Pedersen. Den sympatiske kaptajn for ligaholdet, Esbjerg Vikings, ser da også frem til den kommende sæson, der indledes lørdag i Holsted.

– Det er en god måde at holde mig selv skarp på i min sidste sæson, og det er da en fordel, at jeg kommer en ekstra gang rundt på alle banerne, så jeg er klar til ligaløb. Det hjælper også, at det er sammen med de gutter, som også kommer til at være en del af ligaholdet. Vi lærer hinanden endnu bedre at kende, og jo mere vi kender hinanden, jo bedre bliver vi sammen. Jeg er kun glad for, at jeg kan give en hånd med i tæt samarbejde sammen med holdleder Mads Kølbæk, og jeg får muligheden for at give noget tilbage til klubben, der har taget så godt imod mig. Forhåbentligt kan jeg give en masse videre til de her unge gutter, som virkeligt er på vej frem, og det bliver spændende at følge deres udvikling. Nu handler det om, at vi skal udvikle os på banen, og jeg glæder mig til at køre væsentligt mere end sidste år, hvor jeg kun var på banen tre gange, lyder det afslutningsvis med et stort smil fra Bjarne Pedersen.