Hvem er det stærkeste hold? Esbjerg Vikings fra 2010 anført af Greg Hancock og Brian Lyngsø eller sidste sæsons sølvvindere med kaptajn Bjarne Pedersen og Niels-Kristian Iversen.

Der bliver ikke kørt ligaspeedway på Granly Speedway Arena i denne sæson, men det stopper ikke snakken om god ræs, og der har været lidt ekstra tid til at kigge på historien, ligesom der blandt andet er blevet lanceret en kampagne med støttebeviser blandt primært sponsorer.

Nu får fans også en mulighed for at støtte op om Esbjerg Vikings, da der sælges billetter til den fiktive match mellem Esbjerg Vikings anno 2010 og det hold, der på fornem vis hentede sølv i 2019.

Holdene markerer starten og slutningen på et årti, og derfor kalder Esbjerg Vikings opgøret for årtiets match, og selvom den i sagens natur aldrig vil blive kørt, så vil den alligevel blive markeret på flere måder.

For hvem er den stærkeste i en duel mellem Kongen af Korskroen, Niels-Kristian Iversen og den tidligere verdensstjerne, Greg Hancock, hvis duellen skal foregå på vestjyske slagger? Og hvem trækker det længste strå, når kaptajn Bjarne Pedersen skal udfordre den tidligere kaptajn Brian Lyngsø, som nu er assisterende holdleder for Esbjerg Motorsport i 1. Division. Som en ekstra krølle på halen kan nævnes, at den nuværende assisterende holdleder for Esbjerg Vikings, Johannes Kikkenborg, også var at finde på holdkortet da Greg Hancock debuterede for vikingerne, og der er på alle måder lagt op til mange sjove perspektiver på en historisk match, som mange garanteret gerne ville se, men som altså kun finder sted i tankerne som en markant støttebegivenhed.

Hvis du vil støtte Esbjerg Vikings kan du købe billetter for 50 kroner pr. stk, og du betaler på Mobile Pay på 36067, hvor du i kommentarfeltet skriver din mailadresse. Herefter får du tilsendt en billet til den fiktive match, som et synligt bevis på din opbakning. Du bestemmer selv, hvor mange billetter du vil købe, og på den måde kan du selv bestemme, hvor meget du vil støtte med.

Esbjerg Vikings 2010:                                               Esbjerg Vikings 2019:

Greg Hancock                                                             Niels-Kristian Iversen
Brian Lyngsøe ( C)                                                     Bjarne Pedersen  ( C)
Zbigniew Suchecki                                                     Luke Becker
Johannes Kikkenborg                                               Jonas Jeppesen
Peter Juul                                                                    Matias Nielsen

Holdleder: Kim Lagoni                                            Holdleder: Tom Paarup Madsen