💬 Hej Tom og rigtig godt nytår, må jeg spørge – er det roligt at være manager pt?
“Så er det blevet 2026, og jeg håber, at alle er kommet godt ind i det nye år. Der har været godt gang i arbejdet med at få de kørere ind, som vi ønskede til holdet, og jeg er meget tilfreds med, hvor vi står lige nu. Jeg synes, vi har en bred trup med mange muligheder. Der har været fin drøn på i forhold til at finde en konkurrencedygtig trup der harmonerer sammen, men der har også været god tid til familien, og jeg har virkelig nydt højtiden med dem.”
⚙️ Vil du kort fortælle om hvilke overvejelser du gør dig, når det handler om at stille et hold til et liga-løb?
“Det er vigtigt for mig at pointere, at vi i speedway har nogle regler, som skal overholdes i forhold til at sammensætte et hold:
- 📊 Holdet må højst have et snit på 6,700 og mindst 5,000
- 🌍 Maksimalt tre kørere uden dansk stamklub/licens
Mindst én dansk kører med snit under 0,800 (eller en U21 med dansk licens)
- 🏁 Holdet opstilles i rækkefølge efter snit: nr. 1 højeste, nr. 2 næsthøjeste osv.
Alt dette er naturligvis taget i betragtning, når vi skriver kontrakt med en kører. Vi kan ikke bare stille med, hvem vi har lyst til, da de fem kørere skal passe sammen inden for reglerne.”

🤝 Gør du dig nogle tanker om at samle holdet i vinter, inden græsset bliver grønt på Granly Speedway Arena igen?
“Nu begynder vi så at kigge frem mod marts måned, hvor vi normalt kan begynde at træne på Granly Speedway Arena. Inden da vil vi dog holde en samling sidst i januar, hvor vi kan ryste hinanden lidt sammen. Samlingen giver os også mulighed for at drøfte, hvordan og hvad der forventes af hver enkelt – især fra klubbens side – frem mod den nye sæson. Samtidig får kørerne klarhed over, hvad vi forventer af dem.”
💪 Hvordan holder kørerne sig i form henover vinteren?
“Kørerne er selvfølgelig allerede godt i gang med forberedelserne til den nye sæson, både hvad angår udstyr og fysisk form. Vi har kørere i truppen, som stadig kører speedway på denne tid af året – blandt andet i USA og Australien. Derudover er der et par stykker, som tager turen til Spanien for at køre motocross for at holde formen ved lige. Alt i alt er der derfor ikke meget tid til at slappe af, selvom man måske kunne tro, at det var det, en speedwaykører gjorde hen over vinteren.”
🙏 Tak for din tid Tom – vi glæder os til den kommende sæson.
“Selvtak, det gør vi i den grad også – det bliver vildt spændende.”

#vivindersammen